Håndens Flid

Fotografen, mejeristen, smeden og sadelmageren

Fotografen – Theodor Zeuthen

Fotoet på forsiden: Vi er på Læsø, ca. 1900, i fotograf Theodor Zeuthens atelier i Vesterø. Fotografen var både købmand, redaktør af
Læsø Avis og fotograf. 

På fotoet ser man fotografen, der er ved at gøre sit universal atelier-kamera klar til optagelse. Et meget enkelt atelier, men med
mulighed for at skifte baggrunden ud så det passer til kundens behov.

På væggen ses et andet eksempel på Theodor Zeuthens arbejde hvor familien fra ”Ellegården” i Østerby er fotograferet i atelieret, foran en
anden yndet baggrund af et Læsø tanghus.

Teodor Zeuthen ankommer til Læsø i 1895 og ernærer sig i ca. 10 år som fotograf inden han bliver købmand og siden også redaktør på Læsø Avis.

I udstillingen kan man se Zeuthens forskellige kameraer. Hvor det mindste kan foldes sammen og transporteres. De fleste fotos blev dog
taget i hans atelier i beboelseshuset ved den nedlagte manufakturhandel i Vesterø.

Mejeristen

Fællesmejeriet

Historien om mejeridriften på Læsø starter med stor sandsynlighed i sommeren 1889. Her er vi vidne til et foredrag den 8. august af cand. polyt. Bernhard Bøggild, som er mejerikonsulent i Det kongelige Danske Landhusholdningsselskab. Han er frontløber for et moderne mejeribrug, som i disse år går sin sejrsgang i hele landet. Missionen er at overtale læsøboerne til at oprette et andelsmejeri med central beliggenhed, så der kan produceres smør til eksport. Bøggild slår på, at der hverken er fremtid i strandingserhvervet eller i fåreavl! Til mødet er konsulenten sekunderet af birkedommer Borberg, som formentlig forinden har gjort sit for at overtale læsøboerne til at vælge landbruget.

Herefter sker der noget. Godt syv måneder senere referer Jyllands Posten, at en mejerist har holdt møde i Byrum og ”har til
hensigt at anlægge et større mejeri”. Med stor sandsynlighed ser det første mejeri på Læsø dagens lys i sommerhalvåret 1890. Det bliver et såkaldt fællesmejeri, som opføres af den entreprenante mejerist Hans Christensen, der i 1894 videresælger det til den 24-årige Hans Christian Lauesen, der har været mejerist siden 1885. Han har formentlig lyttet til Bøggild og ved, at fremtiden handler om at pasteurisere og centrifugere mælken fra læsøboernes små besætninger. Der finder en ombygning sted i 1895. Sandsynligvis er det på dette tidspunkt, at den firkantede 16 meter høje skorsten skyder i vejret. Den bliver i mange år det højeste punkt på Læsø.

Mejeriet bliver også bolig for Lauesen og hustruen Ane Marie, og det går så godt, at mejeriet opnår at blive medlem af Smøreksportforeningen. Omkring 1917 er der 3 ansatte - herunder en kvindelig mejerielev - og mejeriet modtager mælk fra 270 leverandører. Særligt i morgentimerne er der liv på Mejeripladsen i Byrum, hvor også et Byrum efterhånden konstituerer sig med brugsforening, købmandsgård, slagter, fiskemand m.m.

Andelsmejeriet

Omkring 1924 knager fugerne i leverandørkredsen. Specielt blandt leverandørerne i Bangsbo er der tilsyneladende stemning for at oprette et andelsmejeri, hvor det sikkert handler om at optimere indtjeningen. Det kulminerer torsdag den 4. december 1924, hvor leverandører har indkaldt til et stormøde i Byrum Forsamlingshus. Der er forslag om placering af et nyt andelsmejeri ca. 2 kilometer fra Byrum. Det er der ikke opbakning til. Lauesen deltager i mødet, og han foreslår de fremmødte køb af det eksisterende mejeri, da alle jo er enige om, at det ligger centralt på øen. Ifølge Vendsyssel Tidendes referat er det en bevæget Lauesen, som tager ordet på mødet, hvor han ”anbefaler sig til
foreløbigt fremtidigt samarbejde”. Mejeriejeren er kendt for at være en raffineret forhandler, og anekdoter fortæller, at Lauesen til vigtige møder med leverandørerne kan finde på at iføre sig en gammel jakke med det formål, at leverandørerne skal få ondt af ham!

Tingene falder i hak, og leverandørerne køber efterfølgende mejeriet for 22.000 kr. Hermed gør andelsbevægelsen sit indtog på Læsø, og den stiftende generalforsamling for Byrum Andelsmejeri afholdes den 22. januar 1925, hvor vedtægterne godkendes.

Gårdejer Thomas Johansen vælges som den første formand i den 9 mand store bestyrelse. Den nu 59 årige Lauesen giver ikke så let slip på ”sit” mejeri. Det er nemlig en del af købsaftalen, at han skal være mejeribestyrer for en 2-årig periode. Det er sikkert også godt med kontinuitet i driften, da der årligt indvejes 2,5 mio. kg mælk fra mejeriets 302 andelshavere.

For en kort periode ansættes Jens Chr. Villisen som mejeribestyrer. Han bliver i 1932 afløst af Johannes Petersen og skal vise sig at være en driftssikker mejeribestyrer, da han bliver på posten de næste 30 år.

Der er mange ting, den 37-årige mejeribestyrer skal have styr på. Vi snakker om afregning til leverandørerne, daglig bogføring og
regnskab. Han skal også have indgående kendskab til mejerimaskinerne, som skal rengøres dagligt. Ikke mindst skal han optimere mejeriets indtjening ved at lave smør af den ypperste kvalitet ud fra den indvejede mælk.

Det såkaldte ”Lurmærke” er på spil, når prøver af produktionen hver uge bliver sendt til kollegial bedømmelse (blindsmagning) i Frederikshavn. Lurmærket er en kvalitetsstandard for smør til eksport Det fortælles, at der er udsving i kvaliteten af smør fra Byrum Andelsmejeri. Det værste er, hvis man mister "Lurmærket".


Glas i smørret

Kilder erindrer at have set, at mejeribestyreren godt kunne finde på at samle smør op, som var blevet tabt på gulvet i mejeriets kærnestue. Dette er ikke befordrende for kvaliteten af smørret, ej heller for den hygiejniske standard på et mejeri.

Muligvis er der ’en sten i skoen’, og vi vil derfor henlede opmærksomheden på et læserbrev, som bringes i Vendsyssel Tidende. Det er Charles Thomsen fra Østerby Havn, som ytrer sig, formentlig i egenskab af at have været tidligere medlem af mejeriets bestyrelse og derfor må formodes at have haft en vis indsigt i mejeriets driftsmæssige anliggender. Han skriver således den 28. december 1943:
”jeg kender Bestyreren så god som nogen. Jeg har givet ham mangen Omgang for hans Smør, men blev altid dækket, selv om
han skulde betale bøder for Vandsmør. Glasset i Smørret kommer vi ikke udenom. Det er fundet i pakkerne. Undervægt i smørpakkerne var der også”.

Det er injurierende beskyldninger, som to medlemmer af mejeriets daværende bestyrelse, Axel Jensen og Ole Johansen, tager afstand fra,
men tilsyneladende uden at forholde sig til det konkrete. I svaret bliver læserne af Vendsyssel Tidende oplyst om, at mejeriet har anskaffet smørpakker for at undgå undervægt. Desuden finder de to bestyrelsesmedlemmer anledning til at beklikke Charles Thomsens habitus.

Det vides ikke, om mejeriet ved denne lejlighed eller senere mister lurmærket. Desuden skal det retfærdigvis nævnes, at Johannes Petersen i 1955 modtager sølvmedalje for sin smørproduktion.

Læsø Andelsmejeri

På generalforsamlingen i 1952 optages Vesterø mejerikreds som andelshavere, og herefter er alle mælkeleverandører samlet et sted. Mejeriet ændrer navn til Læsø Andelsmejeri. På de halvårlige generalforsamlinger, som ofte refereres grundigt i Læsøposten, ser man tilbage, og der gøres status på mælkemængde, smørnotering og vigende detailsalg til læsøboerne. Der er som regel overskudsbetaling til
andelshaverne. Stigning eller fald i mælkens fedtprocent er et vigtigt nøgletal.

Mejeribestyrer Petersen kommer til at overleve 7 formænd, men ikke ”Det nye Mejeri”.

Det nye Mejeri - Ombygningen i 1960

Fredag den 9. december 1960 er der fest i Byrum. Ifølge Læsøpostens reportage deltager ”over 200 andelshavere med damer” i
indvielsen af "Det nye Mejeri", som dækker over en gennemgribende teknologisk opdatering, der kommer til at koste andelshaverne 285.000 kr. Der er investeret i ny smørkærne, rørføringer i rustfrit stål, Hasleklinker på gulvene, samt en tilbygning. Endelig er mejeriets facade shinet op med nye gule sten.

Ved indgangen til 1960erne er gårdejer B. Gaarn Larsen formand for mejeriets udviklingsorienterede bestyrelse. Gårdejer Charles Lydersen er kasserer og bagstopper for pengesagerne. Det siges om Lydersen, at han er garant for, at der ikke sker fejl i udbetalingen, som andelshaverne modtager hver 2. torsdag i en brun kuvert klemt ind mellem spandene med returmælken til foderbrug.

Det er nye tider, og turisternes utilfredshed med kun at kunne købe mælk i løs mål resulterer i, at det i 1960 bliver muligt at købe flaskemælk produceret på Læsø Andelsmejeri. I de følgende år oplever mejeriet en pæn stigning i salg af sødmælk i sommerhalvåret.

1961 konstateres fremgang i smørsalget på Læsø efter års stagnation. Ymer er den nye vare på hylderne. Andelsdemokratiet kan være besværligt, og først efter flere generalforsamlinger anskaffes en særlig smørpakkemaskine.

Den sidste mejeribestyrer

Arne Erland Nielsen kommer til Læsø i 1961 og er antagelig headhuntet med henblik på at få det nye grej til at fungere på mejeriet. Bestyrelsen er forudseende og har fundet kandidaten, som kan tage over som mejeribestyrer, hvilket sker den 1. november 1962.

Konsummælkskrisen

Omkring 1960 er der ca. 220 andelshavere, som i gennemsnit producerer 8.198 kg. mælk. I 1969 er antal andelshavere reduceret til 133, men i gennemsnit producerer de nu 25.671 kg mælk. På trods af øget produktivitet er der faresignaler, og i 1969 er det ved at gå helt galt. Der er kommet nye regler for produktion af mælk til konsum, og disse regler kan mejeriet ikke opfylde, hvorfor mælken i værste fald
må sendes til fastlandet. Mejeriets eksistens er truet! Der afholdes to ekstraordinære generalforsamlinger i efteråret. De resulterer i, at bestyrelsen får gennemtrumfet, at 10 leverandører fremover udtages til at levere (den bedste) mælk til konsum, og at det nu er mejeriet, som henter mælken hos landmanden. Der anskaffes tankbiler; de eksisterende mælkeruter reduceres, og spandene udfases gradvist. Omlægningen indebærer tekniske ændringer i mejeriet, således at mælken fra de udvalgte leverandører bliver indvejet først. Indførelse af vekselstrøm udgør en ekstra udgift. Kassebeholdningen er drænet, og mejeriet må ty til at oprette en kassekredit. Ellers kan efterbetaling til leverandørerne ikke dækkes.

50 års jubilæet

150 gæster fejrer andelsmejeriets 50 års jubilæum 3. april 1975. Den optimistiske formand Svend Stoklund Larsen udtaler ved denne lejlighed: ”Jeg håber, at vort mejeri må opleve at holde 75 års jubilæum, skønt pessimister tror, at vi en skønne dag skal sende mælken
til Frederikshavn”. Formandens optimisme er givetvis baseret på, at man oplever en mejeribestyrer, som medvirker til at sikre en stabil drift med kvalitet i højsædet - i det omfang råvarerne tillader dette. På flere generalforsamlinger har Nielsen nemlig været ude med riven og kritiseret, at der leveres for meget mælk i 3. og 4. klasse.

Den sidste tid

Nye prisreguleringsordninger ser dagens lys i 1980erne, og Læsø kan ikke se sig undtaget. "Mælkekvoter" bliver centralt reguleret og får en direkte og umiddelbar betydning ved nedlæggelse af landbrug. Det er især bestyreren, som er i clinch med Mejerikontoret i Århus. Det lykkes i første omgang for Læsø Andelsmejeri at forhandle sig frem til, at mælkekvoten bliver på øen, således at kvoten fra landbrug, som lukker, udnyttes af de tilbageværende producenter. Situationen bliver heller ikke bedre af, at andelshaverne er faldet til 40, og at formand O. Birk Olsen på den ordinære generalforsamling i december 1987 meddeler, at der ikke har været nok indtjening til andelshavernes overskudsbetaling.



80 % og 20 % = 0

På en ekstraordinær generalforsamling i februar 1988 besluttes at sælge skummetmælken til en mælkepulverfabrik i Hjørring. Det svarer til 80% af den samlede mængde mælk. De resterende 20 % dækker over den mælkemængde, som bruges til fremstilling af smør, kærnemælk og sødmælk. Det er et drastisk fald i EF-tilskud, som tvinger beslutningen gennem generalforsamlingen. Ræsonnementet er, at salget af skummetmælk til fastlandet kan afbøde landmandens tab.

Der skal også en ekstraordinær generalforsamling til at trække stikket. Ifølge Læsøpostens omtale af generalforsamlingen 19. juli 1988 er det formanden, som meddeler, ”at bestyrelsen har besluttet, at sødmælken fra 1. august. 1988 sælges til Nestlé i Hjørring”.

Landets mindste andelsmejeri er ophørt. Efterfølgende nedsættes ”idecirkel”, som kommer med forslag til alternativ produktion i form af en særlig ”hummerost”. Det er et begavet bud på en specialproduktion, som er forud for sin tid. Det er bestyrelsen derimod ikke! Mejeriet sælges året efter, og bygningen med facaden i gule sten indrettes til autoværksted.

Forfatter Niels Lysdal Nielsen i Årsskrift for Læsø 2019

Smeden

Erindringer fra Læsø siden 1867. Fortalt af Smedemester Chr. Jensen.

Smedemester Christian Jensen, som her fortæller om sig selv, blev født den 2. marts 1836 i Store Øgård i Torslev sogn som søn af husmand Jens Christian Christensen- og hustru Kirsten Marie Christensdatter.

Den 26. april 1868 giftede han sig med Johanne Christine Andrine Jensen, født den 13. januar 1847 som datter af Jens Jørgen Jensen- og hustru Ane Nielsdatter i Vesterø.

I ægteskabet var der mange børn, hvoraf flere døde som små; en af de, der overlevede var den i Østerby kendte fiskeskipper Niels Peter Christian Jensen, ejer af kutter ”Ellen”.

Smedemester Christian Jensen døde den 1. april 1903, 67 år gammel; han nåede ikke at se Østerby havn blive bygget, hvilket havde været et stort ønske for ham.

Hans hustru Johanne døde den 2. december 1924, 77 år gammel; de blev begge stedt til hvile på Østerby kirkegård.


Det fortælles om smed Jensen – den store smed som han blev kaldet, at han var en stor spøgefugl, og at han kunne få alt til at rime. Det fortælles bl.a. at om foråret, når søfolkene skulle rejse fra øen, og koner og kærester stod ved havnen og tog afsked med tårer i øjnene, at han så kunne finde på at gå hen til dem og sige: ”Græd ikke bette piger, smeden kommer igen i morgen.” Han rejste selv til fastlandet for at sælge sine plove, som han var kendt for.

Han var kun hjemme i Østerby ved kone og børn én gang om ugen, ellers boede han på loftet i smedjen, så det var en rigtig sort smed.

Der fortælles også, at han kom en del på den gamle kro i Byrum, hvor han sang til Birkedommer Fischers akkompagnement på klaveret.

Vi vil nu over 100 år efter smedemester Christian Jensens død læse hans erindringer nedskrevne af ham selv.


Maj 1867 kom jeg til Læsø og boede på Klitgaard det første år.

Læsø den 14. september 1902. Da måtte jeg forlade min Smedeplads i Byrum, og rejse til min lille Landejendom i Østerby
formedelst sygdom og alderdom.

Det første år jeg var på Læsø, boede jeg i Klitgård på Læsø (Lille Klitgård), to hjælpere havde jeg med hertil, og havde dem denne Sommer til november, og igennem Vinteren til Maj havde jeg kun daglejere engang imellem, efter som jeg havde brug for.

I løbet af Sommeren 1867 kom jeg til at købe Smed Lassens smedje på Byrum Bakke, den kostede 295 Daler (590 kr.) og første Maj næste år 1868, flyttede jeg så til Byrum Bakke, hvor byggeriet nu er, der boede jeg i 13 år, og et år i Klitgård –altså 14 år.

Siden den tid kom jeg til at købe Forbjerger Hermands plads i Østerby, 3 køer og nogle får medfulgte, 1 kakkelovn m.m. Efter 5 års forløb måtte jeg selv op til Byrum igen, her i Østerby kunde jeg ikke bo længere, da nu Østerbyerne blev en del forsynet med smedearbejde i
de 5 år jeg boede her, og jeg var så langt fra Byrum, fra Fastlandet hvortil jeg solgte en del nye plove, men fragt og transport var alt for besværlig og dyr fra Østerby, som lå så afsides, fra Vesterø Havn på Læsø var der ca. 21/2 Mil til Østerby.

Nu skriver vi 1902 altså har jeg nu boet her i 35 år, og gift i 34 år, og i løbet af de første 24 år havde 15 børn med 1 kone, og konen var en datter af Jørgen Ørvad, Vesterø Læsø.

En lille bemærkning om hvor meget arbejde jeg har leveret på Læsø i den tid i de 35 år, da jeg har 1 bog som indeholder navne på de folk som har købt disse ting. Lavet af Smed C. Jensen Læsø, 105 vogne beslået på Læsø fra 1867 til dato 1902, i samme tidsrum lavet 388 nye
jernplove, hvoraf 288 leveret til Jylland – og resten 100 plove leveret til Læsø, brændejern har jeg også lavet en del af, jeg antager et par hundrede styk.

Signeter har jeg forfærdiget til over 3 tusinde, det vil sige i al min tid. Jeg begyndte så småt at lave Signeter i 17-18 års alderen, da jeg var i smedelære i Sveie Hørby sogn 1 par Mil vester for Sæby, Hjørring Amt, omtrent 22 år gl. kom jeg i Militærtjeneste, Konstabel eller Artillerist og jeg kom til at ligge som soldat i Garnison i København 14 måneder, og 2 måneder i Frederiksværk, og atter Indkaldt 1861 til Fredericia i 4 måneder, og så blev jeg Indkaldt 1863-64 i Krigen med Tyskere og Østrigere.

I den tid jeg har været på Læsø er der også sket en del forbedringer, eller måske man må sige fremskridt, nogle af de vigtigste foretagender skal jeg her nævne, nemlig en Havn i Vesterø, Sparekassen i Byrum, en grusforbedret  landevej fra Havnen og ind ad Østerby, vejens længde er vel omtrent 21/2 Mil, nyt stuehus i Byrum Præstegård, et nyt Forsamlingshus i Byrum, en Sygekasse, en  kreaturforsikringsforening, et Mejeri til omtrent 1000 Køer samme sted, et ølbryggeri omtrent beliggende midt på øen i Byrum, en Planteskole, men  lille, men plantningen her på øen må vist siges den går meget småt.

Sadelmageren

Saddelmager er en håndværker, der fremstiller ridetøj, især seletøj og sadler, samt betræk til og polstring af blandt andet møbler og
vogne. Et eksempel herpå er læderarbejdet på museets postvogn, der i museets åbningstimer kan ses i garagen bag museet. (Hvis i tvivl spørg kustoden i butikken)

Faget omtales første gang i København i 1448. I 1549 fik remmesniderne, hvis arbejde var samlet om køretøjet, saddelmagerne, som
arbejdede med ridetøjet, pungmagerne og taskemagerne en fælles lavsskrå i København. Da polstring af møbler blev almindelig i begyndelsen af 1800-tallet, tilfaldt denne opgave saddelmagerne.

Et vigtigt saddelmagerprodukt er saddelen, der dels skal give rytteren et godt sæde, dels beskytte hestens ryg mod slidsår. Den er
almindeligvis opbygget over saddelbommen, et træstativ af bøg eller ask. Bommen pudses og bevikles for at modvirke revner, når beslag mv. sømmes fast, og den dækkes siden med læder, lærred og polstring.

På Læsø er faget overlevet på øens ridecentre hvor reparation af rideudstyr er en essentiel del af dagligdagen. Således også på Krobækgaard hvor tidligere ejer Poul-Erik Jensen stod for arbejdet med vedligehold af sadler og seletøj. I dag er det Poul-Eriks søn Lasse Grønberg Jensen der ejer stedet og arbejdet med seletøjet har han også så småt overtaget.

I udstillingen kan ses flere eksempler på sadelmagerkloen der placeret på en bænk eller stol brugtes til at fiksere det stykke læder der
arbejdes med. Det kunne for eksempel være seletøjet til gårdens arbejdsheste som kan ses på endevæggen.