SØFART

TØMMERHANDEL OG FRAGTFART:

Kun få undtagelser synes at bekræfte reglen om, at læsøboerne gennem hele tømmerhandelsperioden, ca. 1570 – 1710, køber og sælger tømmer for egen regning og risiko. Handelsvirksomheden karakteriseres ved, at indkøbene foretages i småportioner, og at de viderehandles på samme måde.

Hvis ikke læsøskuderne sejlede i ballast til Norge medbragte de større eller mindre ladninger af landbrugsprodukter. I tiden før 1660 synes denne eksport kun at have omfattet varer produceret på Læsø. Mod 1600 – tallets slutning syntes fragtfarten gradvist at overgå til købmændene i Limfjordskøbstaden.

Tømmerhandelen var i den tidligste periode udpræget decentraliseret og havde karakter af detailhandel. Læsøskipperne opkøbte tømmeret direkte af de norske bønder, der betragtede skovhugsten som en hævdvunden rettighed. Med udsigt til gode priser etablerede de, der havde økonomisk mulighed for det, en vanddreven sav, og afsatte selv produktet. Flere bønder leverede derfor oftest til én og samme tømmerlast.

Omkring 1600 bestod småskudernes returfart til Sydnorge ofte med meget brogede ladninger: Mel, malt, gryn, brød (”Læsø – kavringer” en slags rugkager, der var bagt ekstra tørt), flæsk, fisk – navnlig nedsaltet makrel – øl og i efterårsmånederne lidt frugt, især æbler.

Var skuden fuldt lastet med sådanne varer, oversteg det langt værdien af en tømmerladning. Varerne blev solgt eller byttet direkte til forbrugerne, altså udenom købmændene i de norske byer.

En sådan ”udenomshandel” var en alvorlig krænkelse af borgerskabets privilegier og medførte naturligvis en lang række uoverensstemmelser. Omsider fik det norske borgerskab sine byprivilegier om eneret på tømmerhandelen stadfæstet i 1662.

Om man effektivt formåede at håndhæve dette monopol er noget ganske andet. Tro mod deres egenrådige karakter foretrak læsøboerne da også, at handle direkte med de norske bønder og undgik dermed også et fordyrende led.

Forudsætningen for læsøboernes skudefart var altså ”detailhandelen”. Enhver, som havde rådighed over en lille skude samt nogle få daler eller et parti fødevarer, kunne drive denne handel.

Fortjenesten var – som indsatsen – beskeden. I 1650 bevilges kirkeværgen ved Hals kirke 8 dalere som erstatning for 2 handelsrejser. Undtagelsesvis bekræfter toldregnskaberne, at læsøskudernes tømmerladninger vurderes fra 5 – 20 dalere.



EKSPORTEN FRA LÆSØ:

Når kildematerialet sporadisk fortæller om eksportvarer fra Læsø, hænger det sammen med, at sådanne varer i en årrække var belagt med udførselstold. Dette forhold gør sig gældende i perioden 1610 – 1615.

På denne tid medfører læsøskipperne brød, nedsaltet makrel og malt. Mest sandsynligt er det, at såvel brødene som fiskene er produceret og forarbejdet på Læsø.

Omkring tidspunktet for nedgravningen af vores sølvskat – 1672 – synes brødeksporten kun at have haft et beskedent omfang. Til gengæld forekommer eksporten omkring 1700 at have ændret sig til i stedet at omfatte egentlige landbrugsprodukter som oksekød, flæsk, ost og smør.

Kendskabet hertil beror på toldrevisionens bemærkninger som følge af fortolkningsspørgsmål til kommercekollegiets, dvs.  handelsministeriets”, resolution om reduktion af toldafgifter, hvis de udførte varer udgjorde en fjerdedel eller mindre af skudens lasteevne.

Teoretisk udgjorde de forarbejdede landbrugsprodukter altså kun maximalt en fjerdedel af de enkelte ladningers størrelse. Ladningerne repræsenterede alligevel en forholdsvis høj pris, hvilket satte læsøskipperne i stand til at finansiere handelen med tømmer.



HAVNEFORHOLD:

I første halvdel af 1600 – tallet blev skuderne sikkert trukket på land i vinterhalvåret, når der ikke blev sejlet. Det tyder fogedens regnskab på.

Endnu mellem 1660´erne og 1670´erne blev en del af fartøjerne stadig rullet op på kysten, mens de øvrige var oplagt andre steder i vinterhavn. Andre steder kunne være i Aalborg. I skudefartens sidste periode overvintrede hovedparten af læsøboernes skuder nemlig i Limfjordsbyen.

To væsentlige faktorer er medvirkende til, at læsøboerne hen mod slutningen af 1600 – tallet helt opgav at have skuderne i vinterhavn på Læsø.

For det første blev deres fartøjer stadig større og dermed mere besværlige at trække på land. Den anden væsentlige faktor var naturbetinget: Øens naturlige havn ved Evbakken tilsandede efterhånden og måtte opgives. Hermed forsvandt det pakhus, som i dag kun kendes fra de skriftlige kilder.

Fra tiden omkring 1700 var skuderne henvist til at benytte ankerpladsen ved de to ”udhavne”, Aarebisdybet (Ålebjergsdybet) og Alsdybet.

De to pladser var med deres placering kun vanskeligt tilgængelige. Således anfører tolderen på Læsø i 1707, at skipperne kaster anker en mils vej fra land og fragter deres varer frem og tilbage med små skibsbåde.



ORGANISATIONSFORM:

Toldregnskaberne røber så godt som aldrig noget om ejer– eller udredningsforhold. Og da Læsøs ældste tingbøger først er bevaret fra 1685 og skrifteprotokollerne fra 1707, er det ikke muligt at give noget eksakt bud på spørgsmålet før efter 1700.

Eksempler på ejendomsforholdene tyder på, at der overvejende var tale om to eller flere parthavere i de enkelte skuder. Tredjeparter synes at have været det almindeligste. Derefter følger sjetteparter og halvparter.

Karakteristisk for de undersøgte eksempler er, at skudefarten efter 1700 synes at have været udprægede familieforetagender, hvor 3. generation i reglen overtager skudeparten, når 1. generation trækker sig tilbage. Dette mønster har visse lighedstræk med læsøgårdenes ejerforhold.

Om besætningens størrelse vides fra 1688, at der på de største skuder (13 – 18 læster) var 4 eller 3 mand og 1 dreng. På de mindre skuder (6 – 12 læster) var besætningen 2 mand og 1 dreng. På enkelte af de mindste skuder udgjordes besætningen dog kun af 1 mand og 1 dreng.

Der synes at være et sammenfald mellem partshavere og besætning, idet antallet af partshavere og besætningsmedlemmer stemmer nogenlunde overens. Dertil kommer i reglen en person af 1. generation, der besidder en part som en slags aftægt.



FARTØJERNE:

Vi ved kun meget lidt om Læsøskudernes udseende og konstruktion. Det skriftlige kildemateriale fortæller så godt som ingenting, men karakteriserer dem dog som ”åbne skuder” eller ”uden overløb”, hvilket nok vil sige uden dæk.

Af øens toldregnskaber fra 1670´erne og 80´erne synes det at fremgå, at der regelmæssigt indførtes tømmer beregnet til skibsbygning. Når det af samme toldregnskaber også kan læses, at læsøboernes flåde reetableres forholdsvis hurtigt efter de nordiske krigshandlinger, kan en medvirkende årsag være, at skibene netop blev bygget på øen.

Skudernes drægtighed, dvs. lasteevne, opgives i læster. Denne måleenhed kan med visse forbehold omregnes til det dobbelte i tons. Dvs. at 1 læst nogenlunde svarer til 2 tons.

Ikke alle regnskaber oplyser om fartøjernes størrelse, men den almindeligst forekomme skude var tydeligvis dem, der havde en lasteevne på 6 læster.

Generelt viser regnskaberne, at gennemsnitsstørrelsen for læsøskuderne stiger til godt og vel det dobbelte fra et gennemsnitligt læstetal på 5,7 i slutningen af 1630´erne til 12,2 i begyndelsen af 1700 – tallet.

Fartøjerne kan efter deres størrelse opdeles i tre kategorier: skuder (4 – 16 læster), farkoster ( 1½ - 4 læster) samt både (½ - 1 læst).



SKUDEHANDLENS OPHØR:

Efter den store nordiske krig (1710 – 1721) fortsatte skudehandlen fra Læsø, men omfanget tålte ingen sammenligning med tidligere tiders storhed.

Således var der i 1726 kun 9 – 10 fartøjer tilbage, men ingen af dem lastede eller lossede varer på Læsø. Årsagen angives at være enten mangel på provianteringsmuligheder eller føjelig vind.

Købmandshandlen med landbrugsvarer var nu blevet forlagt til Aalborg, en tendens der allerede sporedes med de første skuders overvintring samme steds fra 1660´erne.

I 1743 berettes det, at siden der ingen havn er mere, må de sidste 3 tilbageværende skuder ”indhavnes” ved Aalborg.

I 1770 er skuderne helt forsvundet: ”Her på Læsø er ej andre fartøjer end nogle fiskerbåde og joller, de allerstørste på én læst eller lidet over”. Udsagnet stammer fra en indberetning om Læsø.

Tømmerhandlen havde i løbet af 1600 – årene ændret karakter. Fra at have været en bondehandel med små skibe overgår den efterhånden til de i byen hjemmehørende købmænd, der benytter sig af stadig større skibe.

De læsøboere, der havde økonomi til at fortsætte handelsforbindelserne efter krigen, forlægger residensen til Aalborg. Eller de forblev på Læsø og blev ”genantborgere” i en anden nordjysk købstad.

1700 – årenes første halvdel blev en nedgangstid for Læsø.

Sandflugtens hærgen i årene forinden voldte store problemer med ødelagte landbrugsområder, der havde en yderligere forarmelse til følge.

Perioden blev en omstillingsfase for læsøboerne. Fra en vigende andel i tømmerhandelen gik udviklingen i retning af et begyndende engagement som forhyrede søfolk i den internationale sejlskibsfart, der havde sin baggrund i et øget behov for vareudveksling på globalt niveau.

Læsøboernes engagement i den voksende internationale sejlskibsfart kom i et par århundrede frem til ca. 1900 til at sætte sit præg på øens kultur. Eksempler herpå kan opleves på Museumsgården ved Byrum.



FORHYRINGSPERIODEN:

I løbet af 1700 – tallet skete der en intensivering i sejlskibsfarten mellem Europa og de oversøiske kolonier. Denne øgede trafik på verdenshavene fik stor betydning for stabiliseringen af Læsøs økonomi efter kriseårene med sandflugten. Dels tog størstedelen af de erhvervsaktive mænd hyre i de europæiske handelsflåders tjeneste. Dels øgedes frekvensen af strandinger omkring Læsø med en større trafik.

I 150 år, fra ca. 1750 til ca. 1900 leverede Læsø, som mange andre øsamfund i Danmark, søfolk til navnlig den danske, hollandske og britiske handelsflåde. Det almindeligste var, at drengene fik hyre, når de var konfirmerede som 14 – årige, og at de forblev i sømandstjeneste til de var 35 – 40 år gamle. Der var derfor en skæv fordeling mellem kønnene. Folketællingerne viser en betydelig
overvægt af kvinder gennem hele perioden.

Det var dog reelt således, at kun godt halvdelen af mændene var borte fra øen i længere tid ad gangen. En del var hjemme i vintermånederne, ligesom der var ophold imellem forhyringsperioderne. Der var gode muligheder for avancement i flåden, og mange læsøboere, heriblandt kaptajn Heintzelmann, uddannede sig indenfor navigation og sejlede herefter som styrmænd og kaptajner på
verdenshavene.

Når mændene var hjemme, bidrog de ikke i større omfang med at varetage arbejdet ved landbruget. Dette var kvindernes område, også selv om mændene var hjemme. Mændene tog sig i disse perioder af et beskedent fiskeri. Der var især tale om fiskeri efter hornfisk, der blev tørrede, hvorefter de indgik i den daglige kost eller solgtes friske til opkøbere.

Det vigtigste arbejde for de hjemmegående mænd var imidlertid bjergningsarbejdet. Strandinger har gennem hele Læsøs historie spillet en vigtig rolle for øens økonomi. Allerede i 1239 blev den kongelige ret til vraggods overdraget øens ejer, Viborg domkapitel, der beholdt retten indtil enevældens indførelse i 1660.

Bjergelønnen var fra denne tid fastlagt til 1/3 af ladningen, hvoraf kapitlet krævede 1/5 i afgift. Disse takster bevares langt op i 1800 – tallet. Med den tiltagende skibstrafik op gennem 1700 – og 1800 – tallet øgedes antallet af strandinger ligeledes, og der fandt i denne periode mange grundstødninger og forlis sted ved Læsøs farligste udgrunde (flak og rev).



TANDSÆT FRA SAVFISK:

Tandsættet kan enten være fra en savhaj eller fra en savrokke. Mest sandsynligt er det, at der er tale om en savrokke.

Arten har fra 16 – 22 tandpar. Tandsættet udgør en 1/3 af dens samlede længde. Den lange ”sav” bruges til at hvirvle bunden op for at finde plankton.

Tandsættet er sikkert hjembragt til Læsø af en sømand som souvenir.